Sass vil redde danske job med industristrategi

Han er endnu ikke klar til at fortælle detaljeret om den kommende strategi, men han understreger, at den skal give nogle pejlemærker for, hvordan Danmark kan fastholde og skabe industriarbejdspladser fremover.

»For det første skal man erkende, at det er det, man vil. Så kan man prøve at se på rammebetingelserne for succes i Danmark. Det handler både om muligheden for at sikre likviditet, uddannelse og adgangen til kvalificeret arbejdskraft, skatter og andre initiativer med betydning for industrien,« siger Henrik Sass Larsen.

Ministeren fortæller, at der bliver tale om et tværministerielt arbejde, der bliver forankret i Erhvervs- og vækstministeriet, og som helst skal være færdigt i 2013. Henrik Sass Larsen bygger hermed videre på tanker fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der i januar luftede ideen om en samlet industrivision. Meldingen om en industristrategi kommer efter den seneste uges debat om tab af arbejdspladser i kølvandet på et forslag om lønnedgang og en kreativ lønaftale i Danish Crown. Samtidig står det klart, at Danmark har mistet over 170.000 industrijob gennem de seneste 20 år.

Flere topchefer og organisationer roser Henrik Sass Larsens initiativ, og de har allerede mange bud på, hvad en industristrategi skal indeholde.

»Jeg synes, at det lyder ubetinget fornuftigt. Jeg har længe efterlyst en industripolitisk vision. Strategien skal have bredde, og man bør se på både regulative rammer, uddannelsessystemet, skatter og flere andre ting,« siger adm. direktør i Novozymes, Peder Holk Nielsen.

I Danfoss ser koncernchef Niels B. Christiansen ligeledes positivt på initiativet, men han understreger, at det er afgørende, at indsatsen bliver koordineret på tværs af mange ministerier, så det sikres, at »et skridt frem på én front ikke modsvares af to skridt tilbage på en anden front«.

Erhvervsorganisationen DI kalder det »rigtig fornuftigt med en samlet industristrategi«, mens professor på Center for Industriel Produktion (CIP) ved Aalborg Universitet, John Johansen, kalder det spændende, hvis erfaringer og ideer bliver samlet »i et strategidokument med tilstrækkelig tyngde«.

Dagens Gossip