Satspuljen bliver tørlagt frem til 2017

Det vurderer finansminister Bjarne Corydon (S) i et nyt svar til Folketingets Socialudvalg.

Her giver finansministeren en langsom genopretning af den danske økonomi og deraf lave lønstigninger på arbejdsmarkedet skylden for, at det ikke bliver overført nye midler til satspuljen i hverken 2014, 2015 og 2016. Først i 2017 forventer han, at konjunkturerne giver mulighed for nye ressourcer til puljen.

Ingen nye midler til satspuljen er en af markant forringelse og en »bombe« under indsatsen af de socialt udsatte, mener Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

»I forhold til tidligere år vil der fremover være nul og niks tilbage til nye udviklingsprojekter for socialt udsatte. Det er altid de socialt udsatte, der bliver skubbet først ud af arbejdsmarkedet under en krise. Derfor er det meget uheldigt, at puljen ikke får nye penge i disse år,« siger han til Altinget.dk.

Han peger på, at satspuljen har skabt mulighed for at skabe væresteder til socialt udsatte og forbedret forholdene for hjemløse.

I et skriftligt svar til Altinget.dk erkender socialminister Karen Hækkerup (S), at der ikke kommer nye penge nye midler til satspuljen.

»Det er rigtigt, at der ikke forventes at blive tilført nye midler til satspuljen i år. Det gjorde der heller ikke sidste år. Alligevel fandt vi penge nok i satspuljen til en række vigtige initiativer for eksempel en omfattende indsats for børn, der har været udsat for overgreb, en indsats for udsatte grønlændere og en udvikling af indsatsen på værestederne,« skriver ministeren.

Dagens Gossip

Dagens TV