Saudi-Arabien afviser dårligt forhold til USA

Skrevet af admin

04/11/2013

Mest læste i dag

Rygterne om et meget anstrengt forhold mellem USA og Saudi-Arabien, en allieret, er tilsyneladende overdrevne, i hvert fald hvis man skal tro den saudiarabiske udenrigsminister.

Prins Saud al-Faisal sagde på et fælles pressemøde med sin amerikanske kollega, John Kerry, mandag, at uoverensstemmelser mellem de to lande hovedsageligt er begrundet i taktik og ikke mål.

De to lande har ellers nok at være uenige om i øjeblikket. Både i forhold til Syrien, Israel, Egypten og Iran.

Saudi-Arabien nærer blandt andet en frygt for, at den amerikanske regering forsøger at bedre forholdet til Iran, som er Saudi-Arabiens hovedfjende, og som dermed måske kan udbrede sin indflydelse i Mellemøsten.

John Kerry forsikrede Saud al-Faisal på mødet, at USA er stærkt opsatte på, at Iran ikke udvikler atomvåben.

Saudi-Arabien er også vrede over, at USA ikke har lagt hårdt nok pres på Israel for at få landet til at stoppe sine udvidelser af bosættelser på Vestbredden.

Forleden meldte Israels regering, at yderligere 1500 boliger nu skal opføres. En sådan melding er også kommet tidligere under de igangværende og amerikansk initierede fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere.

Også det forhold, at USA ikke støttede - og i stedet kritiserede - Egyptens militær for at fjerne præsident Mohamed Mursi, har vakt saudiarabernes irritation.

Saudi-Arabien forsøgte på mødet at skubbe på for at få gang i processen omkring den ventede fredskonference om Syrien. Saudiaraberne slog fast, at konferencen ikke kan finde sted uden oprørernes deltagelse.

John Kerry er i øjeblikket på rundrejse i Mellemøsten. Han landede søndag i Saudi-Arabien og skal også besøge Israel.

/ritzau/Reuters