Saudi-Arabien får ny kronprins

Skrevet af admin

29/04/2015

Mest læste i dag

Saudi-Arabiens kong Salman har natten til onsdag udnævnt en ny kronprins, oplyser statsligt tv ifølge Reuters.

Det drejer sig om den 55-årige Mohammed bin Nayef, der er kongens nevø og erstatter den hidtidige kronprins Muqrin bin Abdulaziz, der også var vicepremierminister.

Kongen har dermed forfremmet Mohammed bin Nayef én plads i tronfølgen, og hans plads overtages nu af kong Salmans egen søn, Mohammed bin Salman, der bliver vicekronprins.

Kong Salman kom selv på tronen i begyndelsen af året, da hans halvbror Abdullah døde.

Kort efter sin tiltrædelse udnævnte han ellers Muqrin som den første i arverækkefølgen til tronen, men onsdag bliver han erstattet som led i en større udskiftning på royale og politiske poster i landet.

Landets mangeårige udenrigsminister, prins Saud al-Faisal, er også blevet fjernet fra posten.

Der er endnu ingen oplysninger om årsagen til de mange udskiftninger på magtpositionerne i kongedømmet.

/ritzau/Reuters