Saudi-Arabien henretter dobbelt så mange som sidste år

Skrevet af admin

02/11/2015

Dagens topnyheder

Saudi-Arabien har mandag for 142. gang i år henrettet en af sine indbyggere.

I hele 2014 blev der henrettet 87 personer. Der er dermed tale om næsten en fordobling, hvis udviklingen fortsætter.

Manden blev halshugget med et sværd, hvilket er kutyme ved henrettelser i Saudi-Arabien.

Med den 142. henrettelse placerer landet sig på en tredjeplads over de nationer i verden, der hyppigst tager livet af deres landsmænd. Kina og Iran er langt foran på henholdsvis første- og andenpladsen.

Amnesty International fastslår, at Kina i 2014 stod bag flere henrettelser end resten af verden tilsammen. Det er dog umuligt at få kendskab til det egentlige antal, da de kinesiske myndigheder insisterer på, at det er en statshemmelighed.

Iran har i 2014 henrettet 369 personer.

Flere menneskerettighedseksperter sætter spørgsmålstegn ved retssagernes retfærdighed i de tre lande.

Saudi-Arabien udfører lovgivning baseret på en streng fortolkning af islam, hvor der blandt andet er dødsstraf for mord, handel med narkotika, væbnet røveri, voldtægt og religionsfrafald.

Ved den seneste henrettelse havde den dømte dræbt en af sine klanmedlemmer ved at køre ham over med sin bil efter et skænderi.

/ritzau/AFP