Saudi-Arabien indleder militær operation i Yemen

Saudi-Arabien indleder militær operation i Yemen sammen med 10 andre lande. Det oplyser den saudiarabiske ambassadør i USA ifølge The Wall Street Journal.

Torsdag har fem Golfstater yderligere udsendt en erklæring, hvor de skriver, at de vil beskytte Yemens præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi, mod shiamuslimske oprørere, der nærmer sig havnebyen Aden, hvor præsidenten tidligere søgte flugt.

Det skete, efter at Houthi-militsen tog kontrol med Yemens hovedstad, Sanaa.

Saudi-Arabien, Qatar, Kuwait, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater skriver, at de "har besluttet at besvare præsident Hadis ønske om at beskytte Yemen og hans folk fra Houthi-militsens offensiv", skriver AFP.

En amerikansk embedsmand oplyser til Reuters, at Saudi-Arabien og USA koordinerede den militære operation i Yemen på forhånd. USA bidrager ligeledes med støtte, siger embedsmanden.

/ritzau/

Dagens Gossip