Saudi-Arabien og USA vil have kort våbenhvile i Yemen

Skrevet af admin

07/05/2015

Mest læste i dag

Efter uger med saudiarabiske bombetogter over Yemen mener Saudi-Arabien, at det er blevet tid til at indstille skyderiet for en periode og foreslår derfor en fem dages humanitær våbenhvile.

Det melder landets udenrigsminister, Adel al-Jubeir, efter et møde med den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, torsdag.

Men det gør en våbenhvile betinget af, at den shiamuslimske houthi-milits tilslutter sig den.

Kerry bifalder initiativet, og der arbejdes ifølge den amerikanske udenrigsminister på, hvornår våbenhvile kan træde i kraft.

- Pausen vil berøre hele Yemen i en periode på fem dage, siger Jubeir.

- Den konkrete dato vil blive meddelt snarest, og det samme gælder alle de medfølgende krav. Disse er alle baseret på, at houthierne efterlever våbenhvilen, tilføjer den saudiske udenrigsminister.

Den shiitiske houthi-bevægelsen erobrede magten i det meste af Yemen i januar. Hundredvis af civile er dræbt, siden en saudisk-ledet koalition af arabiske lande 26. marts indledte flyangreb mod houthi-militsen og dets allierede.

USA og Saudi-Arabien har hævdet, at Iran støtter den shiamuslimske milits. Der er foreløbig ingen tegn på, at støtten er af militær art.

Houthi-militsen og styrker, der er loyale over for Yemens tidligere præsident Ali Abdullah Saleh, er ikke blevet afgørende svækket af de arabiske flyangreb.

/ritzau/Reuters