Saudi-Arabien: Verden ikke klar til ambitiøs klimaaftale

Det giver ingen mening, mener Saudi-Arabien, når et flertal af verdens lande søger en global klimaaftale, hvor klodens gennemsnitstemperatur ikke stiger med over 1,5 grader.

Det arabiske kongedømme, der af mange ses som en stopklods i processen mod en ambitiøs klimaaftale i Paris, advarer mod, at man går for vidt med ambitionerne.

I et skriftligt svar til Ritzau skriver delegationen med henvisning til FN's klimapanel (IPCC), at man støtter to graders-målet og ikke - som et flertal af lande på FN-klimamødet i Paris - 1,5 grader celsius.

- Ifølge videnskaben og al tilgængelig information på området er det vores vurdering, at vi kan nå målet om ikke at overstige to grader celsius.

- Vi forstår ambitionen om 1,5 grader, men rapporter fra IPCC fortæller os, at vi hverken har tilstrækkelig viden eller de rette værktøjer fra videnskaben til i praksis at nå det mål.

- Det vil tage tid, før videnskaben er moden til det, og vi må forstå konsekvenserne bedre, før vi kan sige, hvordan man når en sådan ambition, siger et medlem af forhandlingsholdet.

En gruppe forskere, som fredag holdt pressemøde på Paris-konferencen, ytrede alvorlig bekymring for, at de praktiske initiativer i det seneste udkast på ingen måde kan sikre, at temperaturstigningen holdes under 1,5 grader celsius ved udgangen af det 21. århundrede.

Det olieproducerende Saudi-Arabien lover i højere grad at investere i grønne løsninger, og man skal nok bruge egne penge på det - lyder det.

- Kongedømmet er klar til at investere i områder, der bekæmper klimaforandringer, og vi beder ikke om penge til dette, siger delegationen.

Det arabiske kongedømme understreger, at man vil foretage disse investeringer lokalt og på frivillig basis.

Blandt andet Europa kræver, at udviklingslande med højt BNP - som netop Saudi-Arabien - skal bidrage til klimafinansiering i udviklingslandene.

Den ambition har svære vilkår på klimamødet, lyder det fra diplomater.

Kina og Saudi-Arabien nægter at blive bundet til at bidrage økonomisk i en global aftale. De henviser til FN's klimakonvention (1992), som fritager dem for det ansvar.

/ritzau/

Dagens Gossip