Saudi-Arabien: Vi er ikke født som fjender af Iran

Skrevet af admin

05/01/2016

Dagens topnyheder

Saudi-Arabien vil genoptage diplomatiske forbindelser med Iran, når styret i Teheran holder op med at blande sig i andre landes interne anliggender.

Det siger Saudi-Arabiens FN-ambassadør, Abdallah Al-Moullimi, efter at landet søndag afbrød alle forbindelser til Iran og udviste den iranske ambassadør.

Konflikten mellem de to lande, som anses for at være regionens mest magtfulde stater, brød ud lørdag, da Saudi-Arabien henrettede den fremtrædende religiøse leder Nimr al-Nimr.

Mandag var der for tredje dag i træk demonstrationer i Iran og Irak, hvor deltagerne fordømte henrettelsen af den shiamuslimske Nimr al-Nimr.

På et spørgsmål om hvad Saudi-Arabien kræver for at bilægge striden med Iran, siger FN-ambassadør Abdallah Al-Moullimi:

- Det er meget enkelt - Iran skal holde op med og afstå fra at blande sig i interne anliggender i andre lande, herunder vores eget, siger han til journalister i FN-bygningen i New York.

- Hvis de gør det, vil vi naturligvis have normale relationer til Iran. Vi er ikke naturligt fødte fjender af Iran, tilføjer han.

Bahrain og Sudan besluttede mandag også at skære de diplomatiske bånd til Iran over.

Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Jubeir, sagde desuden til nyhedsbureauet Reuters, at styret i Riyadh også vil standse lufttrafikken og de handelsmæssige forbindelser mellem de to rivaliserende lande.

Adel al-Jubeir begrundede den diplomatiske strid med Irans "aggressive politik" og henviste til flere års spændinger mellem landene.

Efter lørdagens nyhed om henrettelsen af Nimr al-Nimr angreb iranske demonstranter søndag den saudiarabiske ambassade i Teheran.

Det shiamuslimske Iran beskylder Saudi-Arabien for at bruge angrebet på ambassaden som en "undskyldning" for at kappe båndene og forværre det anspændte forhold.

/ritzau/Reuters