Saudi Arabien vil tillade piger at dyrke sport

Lørdag besluttede det saudiarabiske uddannelsesministerium at tillade piger på privatskoler at dyrke sport, når blot det sker i overensstemmelse med gældende sharialov. Det betyder, at pigerne skal være passende klædt og under opsyn af kvindelige lærere, oplyser landets officielle nyhedsbureau SPA ifølge ABC News. Mænd må eksempelvis ikke se saudiarabiske kvinder i joggingbukser.

Afgørelsen fra uddannelsesministeriet er det seneste blandt flere tiltag, som gradvist og langsomt sikrer kvinder bedre rettigheder i det ultrakonservative kongerige.

Det er ikke første gang, sport er med til at sætte de saudiarabiske kvinder og pigers rettigheder på dagsordenen. Under sidste sommers OL i London sendte Saudi Arabien for første gang to kvindelige atleter, efter et større pres fra Den Internationale Olympiske Komite. Deres optræden blev dog ikke vist på landets TV-stationer.

Hvorvidt pigerne under de nye regler får lov til at dyrke de samme sportsgrene, som landets drenge, er fortsat uklart, til gengæld er der ifølge flere kilder udsigt til, at også pigerne på offentlige skoler også snart får lov til at dyrke sport i en vis udstrækning.

Hidtil har fysisk udfoldelse været forbeholdt yderst velstående kvinder i Saudi Arabien, som har råd til at betale mange penge for adgang til særlige centre, hvor der kan dyrkes motion. En adgang som i 2010 blev yderligere besværliggjort af, at mange fitnesscentre for kvinder blev lukket, fordi de ikke havde den fornødne licens.

Det er angiveligt den saudiarabiske kong Abdullah, som presser på for at sikre kvinder og piger i landet flere rettigheder. Men han er oppe imod en række strenge og magtfulde gejstlige, som er imod alle former for sport, når det gælder kvinder. De mener ganske enkelt, at en kvinde risikerer at blive udsat for chikane, hvis hun gebærder sig uden en mands assistance i det offentlige rum.

Dagens Gossip