Saudi-Arabiens kong Abdullah er død

Skrevet af admin

23/01/2015

Dagens topnyheder

Saudi-Arabiens kong Abdullah er død efter længere tids sygdom. Det oplyser det statslige tv i Saudi-Arabien tidligt fredag.

Kronprins Salman, der er bror til Abdullah, er udråbt til ny konge.

Abdullah, der menes at være født i 1924 og dermed blev 90 år, har regeret Saudi-Arabien siden 2005, men reelt har han ledet landet siden midten af 1990'erne, da hans forgænger, Kong Fahd, blev ramt af et invaliderende slagtilfælde.

Kong Abdullah har været indlagt med lungebetændelse i flere uger. Han afgik ved døden klokken 01 natten til fredag lokal tid.

Kong Salman, der menes at være 79 år, har udnævnt prins Muqrin som ny kronprins.

Salman har siden 2012 været forsvarsminister og var før det guvernør i provinsen Riyadh gennem fem årtier.

/ritzau/Reuters