Saudi-leder frikender indenrigsminister i hajj-tragedie

Skrevet af admin

26/09/2015

Mest læste i dag

Saudi-Arabiens øverste religiøse leder mener, at et panikløb under pilgrimsrejsen hajj, som torsdag kostede 717 pilgrimme livet, var ude af menneskelig kontrol.

Det skriver Saudi Press Agency lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Saudiske myndigheder har fået skarp kritik af sikkerhedshåndteringen ved den årlige pilgrimsrejse. Især Iran har beskyldt Saudi-Arabien for fatal fejlhåndtering af den vigtigste begivenhed i den muslimske kalender.

Men den religiøse leder, Sheikh Abdul Aziz al-Sheikh, mener ikke, at landets kronprins og indenrigsminister, Mohammed bin Nayef, er ansvarlig for, hvad der skete.

- Du kan ikke stilles til ansvar for ting, som mennesker ikke kan kontrollere. Skæbnen er uundgåelig, sagde han til kronprinsen under et møde i byen Mina ifølge Saudi Press Agency.

Mohammed bin Nayef har igangsat en undersøgelse af katastrofen, som begyndte omkring klokken 08.00 torsdag ved Vej 204, som er en af to hovedruter, som går igennem Mina-lejren og videre til det nærliggende Jamarat.

Mina ligger omkring fem kilometer fra Mekka. Det er i Jamarat, at pilgrimmene rituelt kaster sten mod de tre søjler, som symboliserer Satan.

En talsmand for indenrigsministeriet, general Mansur al-Turki, siger, at panikken blev udløst, da "et stort antal flygtninge" var i bevægelse på samme tid ved et vejkryds, hvor to veje løber sammen i Mina.

/ritzau/