Saudiarabisk stats-tv lukker øjnene for Obamas besøg

Skrevet af admin

20/04/2016

Mest læste i dag

De to gode venner USA og Saudi-Arabien er ikke helt så gode venner, som de plejer at være.

Da den amerikanske præsident, Barack Obama, onsdag ankom på officielt besøg i Riyadh, skete det - stik mod sædvane - uden bevågenhed fra den statslige tv-kanal al-Ekhbaria.

I Saudi-Arabien mener styret, at USA er for imødekommende over for landets mangeårige fjende Iran, der modsat det sunnitiske Saudi-Arabien er ledet af shiitter.

Barack Obama landede onsdag eftermiddag med Air Force One i Riyadh, hvor han efter planen skal være i to dage.

USA's præsident skal møde kong Salman, og han skal deltage i et topmøde med de regionale ledere. Her håber han ifølge nyhedsbureauet AFP at kunne sætte skub i fredsprocessen i Syrien og Yemen.

Mens Obama blev fravalgt af al-Ekhbaria, var situationen en anden, da monarker fra de mindre kongedømmer i Golfen ankom til lufthavnen kort forinden. Billeder fra deres ankomst blev flittigt transmitteret til tv-apparater i kongedømmet.

Saudi-Arabien har ligesom Israel kritiseret den internationale og USA-støttede atomaftale med Iran, som er de to landes hovedfjende i regionen.

I Saudi-Arabien er man ifølge nyhedsbureauet dpa desuden frustreret over, at USA ikke gjorde alvor af truslerne om at bombe den syriske præsident Bashar al-Assads styre, da det i 2013 kom frem, at han havde brugt kemiske våben mod befolkningen.

Men kritikken går også den anden vej.

Længe har amerikanerne haft svært ved at håndtere saudiarabernes tolkning af menneskerettigheder. USA har blandt andet udtrykt bekymring over henrettelsen af den shiitiske lærde Nimr al-Nimr i januar.

Senest har Saudi-Arabien truet med, at landet vil sælge amerikanske værdipapirer for milliarder af dollar, hvis Kongressen vedtager et lovforslag, der vil gøre det muligt for ofrene fra angrebene 11. september 2001 at retsforfølge regeringer i udlandet.

Af en hemmeligstemplet rapport med efterretninger fra FBI og CIA fremgår det angiveligt, at Saudi-Arabiens ambassade støttede de folk, der stod bag angrebene i New York og Washington for 15 år siden.

Saudi-Arabien har nægtet skyld.

/ritzau/AFP