Savnede børn er fundet i god behold

En større eftersøgning efter to små børn i Nordjylland er afblæst. Børnene er fundet i god behold, oplyser Nordjyllands Politi.

Det var en lokal borger, der fandt børnene.

- Børnene har det godt, og er nu genforenet med deres respektive forældre, skriver vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De børn - en dreng og en pige - forsvandt fra en naturlegeplads under en udflugt ved Thorup Strand ved Fjerritslev med deres børnehave og en naturvejleder.

Klokken 14.30 opdagede pædagogerne, at de to børn manglede. Det skete, da de skulle tælle børnene, inden de steg ind i bussen for at køre hjem.

Cirka et kvarter forinden havde alle været samlet på naturlegepladsen, hvor alle børnene ifølge oplysninger fra politiet havde siddet og hygget sig sammen med de voksne.

Pædagogerne slog alarm, og en større eftersøgning med hunde blev sat i værk. Omkring 100 lokale frivillige deltog i eftersøgningen, og sidst på eftermiddagen nåede en helikopter frem til området.

Omkring klokken 18.15 kunne politiet afblæse eftersøgningen med den glædelige besked, at børnene er fundet og har det godt.

Området, hvor torsdagens eftersøgning fandt sted, ligger kun omkring 20 kilometer fra Tranum Klitplantage, hvor den treårige Holger Kragh forsvandt i 2011.

Drengen forsvandt fra en spejderhytte den 27. marts, men dengang skulle der gå omkring et døgn, før den lille dreng blev fundet af en rytter, der så ham stå i et vejkryds i plantagen.

/ritzau/

Dagens Gossip