Saxo Bank dropper Tinkoff-sponsorat

Skrevet af admin

15/10/2015

Dagens topnyheder

Saxo Banks aftale med Tinkoff Sport om det professionelle cykelhold Tinkoff-Saxo udløber ved årsskiftet, og den bliver ikke forlænget.

Den danske bank oplyser torsdag i en pressemeddelelse, at sponsoratet af holdet, der tidligere havde Bjarne Riis som ejer, ikke bliver fornyet.

- Det har været et stort privilegium at samarbejde med holdet over de sidste otte sæsoner, og vi er utroligt stolte af de mange succeser, vi har opnået sammen i den periode, siger Lars Seier Christensen og Kim Fournais, administrerende direktører og stiftere af Saxo Bank.

Saxo Bank-duoen takker i pressemeddelelsen en lang række af de store ryttere, "som har løftet holdet og vores eget brand som sponsor både i Danmark og globalt".

- Vi vil særligt takke Oleg Tinkov, holdets nuværende ejer, og ledelsen af Tinkoff-Saxo for partnerskabet og vi ser frem til en god afslutning på året sammen. Cykelsporten altid vil have en særlig betydning for os og vi ønsker holdet fortsat succes, lyder det.

Saxo Bank gik ind som medsponsor for det daværende Team CSC i sommeren 2008. I 2009 og 2010 hed holdet blot Team Saxo Bank, inden det året efter kom til at hedde Saxo Bank-Sungard.

I 2012 kom den russiske Tinkoff Bank ind som medsponsor. I første omgang under navnet Saxo Bank-Tinkoff Bank, siden Team Saxo-Tinkoff.

Bjarne Riis solgte i december 2013 holdet til Oleg Tinkov, der samtidig overtog hovedsponsoratet, mens Saxo Bank fortsatte som navnesponsor.

Skilsmissen mellem Oleg Tinkov og Saxo Bank kommer ikke som nogen overraskelse.

Holdet blev i sidste uge indregistreret hos UCI under navnet Tinkoff, og i tirsdags gav Oleg Tinkov selv et slet skjul hint om udviklingen:

- Vi har et budget, og holdet vil ganske enkelt få navnet Tinkoff. Vi har allerede designet en prototype på en smuk, ny cykeltrøje med et stort Tinkoff-logo på brystet. Det kan jeg godt lide, sagde Tinkov.

/ritzau/