Saxo Bank fortsætter sponsorat uden Riis

Saxo Bank fortsætter som hovedsponsor på cykelholdet Tinkoff-Saxo i 2015 trods Bjarne Riis-afgang, oplyser bankens stifter Lars Seier Christensen på Facebook.

- Det er med stor beklagelse at jeg må konstatere, at Bjarne Riis forlader Team Tinkoff-Saxo med omgående virkning, skriver Lars Seier Christensen.

- Saxo Bank fortsætter sit sponsorat i overensstemmelse med den aftale, vi har indgået med Team Tinkoff-Saxo for 2015 sæsonen.

- Selvom vi altid har gjort det klart, at Bjarne var en meget vigtig faktor for vores sponsorat, gælder vore forpligtelser naturligvis også både ryttere og medarbejdere på holdet, samt vore mange fans verden over.

-Det gælder ikke mindst de danske fans, da Team Tinkoff-Saxo som bekendt har mange store danske profiler, skriver han videre.

/ritzau/

Dagens Gossip