Saxo Tinkoff opsøgte heldet før styrt

For sportsdirektør Phillippe Mauduit havde netop kommanderet holdets kaptajn helt frem, da nedkørslen 12 kilometer før mål begyndte.

- Jeg vidste, at det ville være et farligt sted, så jeg sagde til Alberto og holdet, at de skulle finde en god position helt fremme. Jeg kender området og ved, hvor snoede vejene er. Man kan sige, at vi opsøgte heldet, sagde Mauduit efter etapen.

Mens Alberto Contador slap fri af styrtet, gik det ikke helt så godt for nøglehjælperen Michael Rogers, der blev revet med i faldet. Et blodigt knæ var mindet, men Phillippe Mauduit forsikrede, at det var i småtingsafdelingen.

- Der er ingen problemer. Men det viste meget godt, at det kræver fuld koncentration på de her etaper. De er ikke så lette, som man skulle tro, sagde den franske sportsdirektør, der har det sportslige ansvar i Bjarne Riis' fravær.

 

 

 

Dagens Gossip