Scan dit bustoppested i Odense og se hvornår bussen kommer

Når FynBus skifter køreplaner for de fleste regionale ruter og bybusserne i Odense 20. januar, bliver omkring 2000 stoppesteder forsynet med de såkaldte QR-koder. Scanner man koden med sin smartphone, kan man se, hvornår de næste busser ankommer.

Næsten alle de busser, der kører på de regionale ruter på Fyn og bybusruterne i Odense, har GPS-enheder, og derfor er det muligt at se, hvornår busserne forventes at være fremme, og om de er forsinkede.

Scan koden og se næste afgange

Man skal blot scanne koden på stoppestedet med sin smartphone, så kan man på telefonen se, hvor lang tid der går, før de næste afgange er fremme.

Det eneste det kræver, er en applikation, der kan læse QR-koder. Sådanne apps kan hentes gratis i Apples app-store eller via Google Play.

Stadig almindelige afgangstavler

Tjenesten er udviklet af Rejseplanen, og har blandt andet været afprøvet i Nordjylland. QR-koderne er et supplement til de kendte afgangstavler, og erstatter ikke oversigten over de planmæssige afgange. De vil stadig være at finde på alle stoppesteder.

De nye køreplaner træder i kraft 20. januar, og her bliver de nye afgangstavler med QR-koderne hængt op på bybussernes stoppesteder i Odense, og hvor de regionale ruter holder på Fyn og Langeland. Kort tid efter vil Svendborgs bybussers stoppesteder også blive forsynet med koderne.

Du kan se de nye køreplaner på FynBus.dk.

Dagens Gossip