Scandia Housing-direktør lover penge og job

Det uroramte boligudlejningsselskab Scandia Housing lover nu bod og bedring.

Hundredevis af lejere, udlejere og ansatte har i flere dage svævet i uvished om deres penge og fremtid.

Ifølge kilder i Scandia Housing, som Newspaq har talt med, fik de ansatte på et møde i sidste uge at vide, at der ingen penge er i virksomheden. De fik også stillet i udsigt, at de må forlade deres job i starten af februar.

Men nu skriver Scandia Housing på sin hjemmeside, at man nu snart er i gang igen.

- Der har i medierne været bragt historier om opsagte medarbejdere. Dette er ikke korrekt. Der er ikke nogen medarbejdere i Scandia Housing, der er blevet opsagt. Vi forventer at være tilbage i fuld drift i løbet af næste uge. Flere informationer følger, står der på hjemmesiden.

Men før der er penge på bordet tror advokatfirmaet Nordia Law, der repræsenterer omkring 30 medarbejdere, ikke på bod og bedring.

- Vi er helt sikre på, at folk er glade for udmeldingen fra Peter Høyer om, at der kommer styr på situationen. Men hvis man lave en ordentlig, beroligende kommunikation, må man fra Scandia Housings side på mandag få en revisor på banen, som kan bekræfte rigets tilstand og vise nogle bankudskrifter, så vi kan se, at depositapengene er separeret fra de daglige driftskonti, siger Søren Sloth, advokat og partner i Nordia Law, til Børsens netavis.

Ifølge Newspaqs oplysninger er Peter Høyer vendt hjem fra London, hvor han har opholdt sig. Han forsøgte søndag at sætte et møde op med de ansatte, men det blev aflyst, da de ansatte nægtede at møde ind på en søndag. Nu skal et nyt møde afholdes.

 

Dagens Gossip