Scandlines beskylder Femern A/S for magtmisbrug

Der er otte år til, at tunnellen under Femern Bælt åbner op for trafik mellem Skandinavien og Tyskland. Alligevel er konkurrencen om at hive alskens køretøjer til sig allerede begyndt.

Femern A/S står for at opføre og drive den nye tunnel. Nu har selskabet meddelt, at det vil sløjfe den motorvej, der var planlagt at gå ned til Rødby Færgehavn, hvor Scandlines ligger klar til at føre transporten af personbiler og lastbiler mod det tyske. I stedet bliver vejen til Scandlines lavet om til en landevej. Motorvejen vil man nu placere, så den løber direkte mod den nye Femern-tunnel. Det skriver Børsen.

Scandlines topchef Søren Poulsgaard Jensen ser det som et klart redskab til en krig mellem de to parter, hvor Femern vil stå stærkere.

»Det er, som at lade ulven vogte får, at lade vores værste konkurrent planlægge de fremtidige adgangsveje til Rødby Færgehavn. Det her er et kommercielt kvælningsforsøg, hvor Femern A/S misbruger sin magt over den fremtidige infrastruktur til at komme af med en irriterende,« siger han til Børsen.

Han mener ikke, at det vil være en attraktiv vej at vælge for eksempelvis lastbiler. Han frygter, at den nye plan tvinger Scandlines ud af markedet.

Scandlines har nu advaret Transportministeriet om, at man vil igangsætte en række søgsmål mod Femern A/S.

 

 

 

Dagens Gossip