Schæferhund kom Michelle til undsætning, da en mand ville røve hende ved banegård

Skrevet af Jesper Larsen

24/02/2016

Mest læste i dag

For 20-årige Michelle Kistrup fra Aabenraa, bliver mandag den 22. februar ikke en dag, hun glemmer foreløbig. 

Her er hun på besøg hos sin ven Michael i Flensborg i Tyskland, og mens han laver mad, går hun en tur med hans to-årige schæferhund Kato. 

Da de går ved en park tæt på banegården, springer en mand pludselig frem fra et budskads. Han løber mod hende og griber fat i hende og forsøger at stikke sine hænder i hendes lommer. 

- Han har ikke opdaget hunden, men da jeg begynder at skrige, bliver Kato meget sur og begynder at gø. Så forsøger han at vende mig, så jeg er imellem ham og Kato, men da jeg slipper snoren, springer Kato op og bider ham i underarmen, hvor han låser sig fast, fortæller Michelle Kistrup om oplevelsen, der endte meget dårligt for røveren, fordi Kato var blevet trænet. 

- Manden slipper mig så og begynder at slå på Kato, men han giver ikke slip, for han er trænet godt, fortæller hun. 

Overfaldsmanden havde tydeligvis lået større brød op, end han kunne bage, for det lykkedes Kato at få ham ned at ligge, før han sendte ham på flugt. 

- Manden flygtede med Kato efter sig, der prøvede at snappe ud efter hans ben, men efter lidt kom han tilbage til mig og lagde sig ved mig for at beskytte mig, fortæller Michelle. 

Efter oplevelsen fik hun fat i sin ven Michael, der kom løbende og hjalp hende og Kato hjem. 

Og takket være den veltrænede hund, var Michelle ked af det og chokeret efter oplevelsen, men hun havde alle sine værdigenstande i behold. 

- Kato blev belønnet med en masse klap og ros, og så fik han lov til at sove i sengen om natten, siger Michelle Kistrup. 

Ovefaldet er anmeldt til tysk politi, der nu søger efter gerningsmanden. 

Han beskrives som: 

Cirka 35 år gammel og mørklødet. Hættetrøje og læderjakke. Motorcykel-lignende støvler. Og så selvfølgelig et smertefuldt sår på armen. 

Følg Dagens Helte for flere lignende artikler: