Schalke modstår pres og banker lokalrivaler

Skrevet af admin

27/09/2014

Dagens topnyheder

Med to hurtige scoringer vandt Schalke 04 hjemme på Veltins Arena lokalopgøret mod Borussia Dortmund med 2-1.

Med sejren har Schalke nu vundet to bundesligakampe på en uge, og efter en periode, hvor mange talte om, at træneren skulle fyres, er der igen begejstring hos de kongeblå.

Det var i øvrigt lokalopgør nummer 145 mod mellem de to klubber.

Schalke 04-spillerne har været afsindigt skarpe på dødbolde hidtil i denne sæson. Derfor kan det måske undre, at et stærkt hold som Borussia Dortmund alligevel lod sig overrumple og tillod hjemmeholdet at score to mål efter hjørnespark.

Forsvarsspilleren Joël Matip bragte Schalke foran 1-0 med et godt hovedstød efter 10 minutter. Dortmunds landsholdsspiller Mats Hummels må tage en del af ansvaret for den scoring. Han dækkede dårligt op og mangler kamptræning efter en skade.

Schalke fortsatte presset, og hjemmeholdets anden scoring faldt efter 23 minutter. Klaas-Jan Huntelaar havde flere forsøg, som Dortmund-forsvaret fik afværget under et stort Schalke-tryk. Men det måtte ende galt, og Maxim Choupo-Moting sparkede bolden i nettet til 2-0.

Nu skulle man måske tro, at lokalopgøret var afgjort. Det var det ikke.

Tre minutter senere reducerede Borussia Dortmund. Gabon-angriberen Pierre-Emerick Aubameyang stod for 1-2-scoringen.

Resten af første halvleg fordelte sig ligeligt med spil og chancer, men fra anden halvlegs begyndelse var det tydeligt, at gæsterne fra Borussia Dortmund, skruede op for tempoet.

Dortmund pressede hårdt på for en udligning i anden halvleg, men Schalke-spillerne holdt stand i en intens kamp med masser af hårde dueller, men ikke så mange oplagte målchancer.

Selv om presset mod Schalke-målet blev større og større, var det i virkeligheden hjemmeholdet, som var tættest på endnu en scoring i kampens overtid.

Klaas-Jan Huntelaar var alene igennem på et kontraangreb og sparkede bolden mellem benene på målmand Roman Weidenfeller, men forsøget gik forbi.

Med sejren rykker Schalke op på syvendepladsen i ligatabellen med otte point. Dortmund er nummer ni med syv point.

Leon Andreasen blev skiftet ud i kampens overtid, da hans klub Hannover 96 tabte med 0-1 i Stuttgart.

Bayern München fører fortsat Bundesligaen efter sejr på 2-0 ude mod FC Köln. Mario Götze scorede kampens første mål efter 19 minutter.

Kölns Daniel Halsen lavede selvmål efter lidt mere end en times spil. Danske Pierre-Emile Højbjerg sad på bænken i hele kampen.

Bayern München har 14 point for seks kampe. Borussia Mönchengladbach er på andenpladsen med 12 point. Gladbach vandt lørdag 2-1 ude over nyoprykkerne fra Paderborn.

/ritzau/