Schleck: Armstrong var ren i sit comeback

I det meget omtalte interview med talkshowværten Oprah Winfrey indrømmede Lance Armstrong, at han var dopet, da han vandt sine syv Tour de France-sejre fra 1999 til 2005.

Den 41-årige eks-rytter fortalte også, at han til gengæld ikke var dopet, da han efter tre års pause gjorde comeback i 2009, og det tror en af Armstrongs rivaler Andy Schleck på.

- Jeg er sikker på, at han var ren der, fordi jeg slog ham, altså jeg mener, han vandt jo Touren syv gange.

- Han snød, da han vandt sine syv sejre, men han vandt dem. Så han er fortsat en god rytter, og han lavede et comeback og blev slået det første år af Alberto Contador og mig selv.

- Jeg ved, at jeg altid var en ren rytter, så hvorfor skulle han have været dopet og slutte efter mig? Så jeg tror, at han var ren i sit comeback, siger den luxembourgske stjerne ifølge Reuters.

Armstrongs interview med Oprah Winfrey har taget mange overskrifter inden Tour Down Under i Australien, hvor Andy Schleck er med i feltet.

Amerikaneren er blevet frataget sine syv Tour-sejre på baggrund af en rapport fra Usada, det amerikanske antidopingagentur.

/ritzau/

 

Dagens Gossip