Schleck-brødrene fortsætter sammen på nyt Trek-hold

Når 2013 bliver til 2014 vil brødrene Andy og Fränk Schleck blive forenet på det nye Trek-mandskab.

Hvis der er to karakterer i international cykling som i særlig grad holder sammen, så er det Andy og Fränk Schleck. Faktisk er de brødrene så tætte, at de udelukkende vil fortsætte deres professionelle karriere, hvis de får lov til at køre på samme hold. Det gør de fra 2014.

Lige nu er Andy og Fränk Schleck adskilt, fordi sidstnævnte for nylig fik besked om, at han ikke længere er velkommen på cykelholdet Radioshack, hvorfra han har været væk på grund af en længere dopingkarantæne. Det skabte vrede hos bror Andy og resten af holdkammeraterne, fordi Fränk først fik beskeden få dage før hans udelukkelse fra sporten ophørte. Heldigvis for dem bliver de altså forenet i 2014.

Selskabet Trek Bicycle meddeler således, at Andy og Fränk Schleck bliver holdkammerater på det nye Trek-hold. Det har overtaget licensen fra den luxembourgske rigmand Flavio Becca, som ejede cykelholdet Radioshack.

- Vi er meget begejstrede for at tilknytte de to ryttere, som begge bringer erfaring og professionalisme til cykelløbene, fortæller Treks vicepræsident Joe Vadeboncoeur i en pressemeddelelse.

Ikke uventet er Fränk Schleck glad for udsigten til sit comeback.

- Andy og jeg føler meget det samme for Trek. Vi har et godt forhold, og Trek står vores hjerter nær.

- De støttede mig igennem den hårde periode, jeg har været igennem - lige fra folkene på landevejene og topledelsen. Vi ønskede at takke for tilliden ved at skriver under på det nye projekt, siger Fränk Schleck.

De fleste af rytterne fra Radioshack vil følge med over til det nye Trek-hold heriblandt stjernen Fabian Cancellara. ligesom den danske sportsdirektør Kim Andersen også kommer til at blive en del af det nye hold. 

 

 

 

Dagens Gossip