Schleck: Måske overrasker jeg

Andy Schleck har kæmpet med formen siden han styrtede og fik et brud på hoften sidste år i juni. Lidt fremgang i formen var der dog i Schweiz Rundt tidligere på måneden.

Men luxembourgeren, som vandt Tour de France i 2010 og blev nummer to i 2009 og 2011, kommer ikke umiddelbart til Tour de France for at køre med om den gule førertrøje. Det siger hans sportsdirektør Kim Andersen fra Radioschack til Ritzau.

- Vi lægger ikke taktikken ud fra, at Andy kører klassement. Vi går efter etapesejre. Men vi kan selvfølgelig lave om undervejs.

- Det går hele tiden fremad med Andy, og vi har alle sammen en lille drøm. Men hvor langt vi når i forhold til Touren i år, er et åbent spørgsmål, siger sportsdirektøren.

Selv sagde Andy Schleck noget lidt andet til den franske sportsavis L'Equipe onsdag.

Om sine gode takter i Schweiz Rundt forklarede han, at han på løbets kongeetape overvejede at angribe mod slutningen, men ikke turde.

- Alt det gør mig ikke til favorit i Tour de France. Jeg har mine idéer om det, men dem holder jeg for mig selv. Men hvem ved, måske er jeg overraskelsen i juli, siger han.

Andy Schleck har ikke vundet et cykelløb siden han kørte først over målstregen på etapen, som havde mål på toppen af Galibier i Tour de France 2011. Men han er sikker på, at hans tid blandt de forreste i hvert fald ikke er forbi.

- Jeg er fyldt 28 år i juni. Jeg ser stadig mig selv som en ung rytter, og jeg har stadig fremtiden foran mig.

Andy Schleck er med, når Tour de France begynder på Korsika på lørdag. Denne gang har han dog ikke sin storebror Fränk Schleck med. Storebroren er stadig i karantæne for den dopingdom, han fik efter sidste års Tour de France.

Da blev han taget med et stof, som kunne være et afføringsmiddel eller et sløringsmiddel.

/ritzau/

 

Dagens Gossip