Schmeichel afviser sportsdirektørrolle i Brøndby

BT og Sporten.dk kunne fredag morgen afsløre, at den nye investorkreds i Brøndby har planer om at tage en snak med Peter Schmeichel angående en post som manager eller sportsdirektør i vestegnsklubben.

Men det kan de tilsyneladende godt droppe, for nu afviser hovedpersonen selv, at han er interesseret i jobbet.

- Der er spekulationer i medierne om, at jeg skal være sportsdirektør i Aldo Petersens nye setup i Brøndby, siger Peter Schmeichel i en pressemeddelelse.

- Jeg er på nuværende tidspunkt ikke interesseret, da jeg beskæftiger mig med en lang række andre jobs, der ikke kan forenes med den store opgave det er at være sportsdirektør for Brøndby, fortsætter han og roser den nye investorkreds med forretningsmanden Aldo Petersen i spidsen.

Peter Schmeichel er i skrivende stund ambassadør for Manchester United og har for nylig erklæret, at han til sommer går efter en managerpost i engelsk fodbold.

Som Sporten.dk kunne fortælle onsdag er Aldo Petersen, som tidligere har været dybt involveret i FC København, frontfigur for en gruppe på minimum 16 investorer, der fik banket resultatet af aktieemissionen op på imponerende 108,4 millioner kroner. Det fremtvinger respekt hos "The Great Dane", som Peter Schmeichel blev kaldt i sin storhedstid på de britiske øer.

- Aldo Petersen har dygtigt rejst kapital nok til at redde Brøndby IF og overtage ledelsen i selskabet, og med ham ved roret giver det håb om hurtig og tiltrængt succes både på og udenfor banen.

Det er ikke første gang, at Peter Schmeichel spøger i kulissen i Brøndby. Sammen med Aldo Petersen var Schmeichel allerede tilbage i 2007 tæt på at gå ind i den klub, der for alvor satte fart i sin karriere. Denne gang må Aldo Petersen klare sig uden landsholdslegenden.

- Jeg vil ønske Aldo Petersen og Brøndby IF held og lykke og jeg krydser fingre for at Brøndby overlever i Superligaen, siger Peter Schmeichel.

Dagens Gossip