Schmeichel: Det var et bittert nederlag

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Det kunne være endt med en fornem 0-0-kamp, men Kasper Schmeichel måtte se England score 10 minutter før tid og vinde 1-0.

- Det er klart, at det var bittert. For fodbold handler om at vinde. Og det gjorde vi ikke.

- På et personligt plan er jeg rimelig tilfreds, men jeg vil sætte mig ned og evaluere kampen på et senere tidspunkt, siger Schmeichel.

Til daglig spiller den danske landsholdsmålmand i Leicester, og efter mange år i engelsk fodbold var det specielt at møde englænderne på Wembley.

- Det var kæmpe stort. Jeg har altid sagt, at en af de største ærer er at spille for sit land. Jeg har boet i England i så mange år, så at spille på Wembley er fantastisk.

- Jeg er stadig en lille smule skuffet over, at vi ikke fik et resultat ud af det, understreger han.

I løbet af kampen diskede Schmeichel op med flere store redninger, og det var værd at tage med i bagagen.

- Mit job er bare at være der, når der er brug for mig. Jeg synes, at det gik fint. Generelt er jeg tilfreds. Der er altid ting, jeg kan gøre bedre, men det vil jeg sætte mig ned og evaluere torsdag, siger Schmeichel.

Landstræner Morten Olsen har ikke lagt sig fast på et førstevalg i EM-kvalifikationen til efteråret, men lige nu kunne Schmeichel ligne et godt bud.

- Det ved jeg ikke. Det må du spørge Morten om. Jeg kan kun gøre mit bedste og gå til opgaven med ydmyghed, siger Schmeichel.

/ritzau/