Schmeichel får hård start i Premier League

Skrevet af admin

18/06/2014

Mest læste i dag

Kasper Schmeichel og hans klubkammerater i Leicester får en hård begyndelse i Premier League i den kommende sæson.

Den danske landsholdsmålmand åbner det næste fodboldår med en hjemmekamp mod Everton, der sluttede på femtepladsen i Premier League i den forgangne sæson.

Og som om det ikke var nok, venter José Mourinhos bronzevindere fra Chelsea på Stamford Bridge i anden spillerunde, og nummer fire, Arsenal, en uge senere i tredje spillerunde.

Første storkamp i den kommende sæson i Premier League kommer allerede i anden runde, hvor de forsvarende mestre fra Manchester City møder sølvvinderne fra Liverpool hjemme.

Storklubben Manchester United, som var sidste sæsons store skuffelse i Premier League, får et langt mere humant program, hvor den nye manager Louis van Gaal måske stille og roligt kan forsøge at genrejse holdet.

Manchester Uniteds fem første spillerunder byder på Swansea, Sunderland, Burnley, Queens Park Rangers og Leicester.

Kasper Schmeichel møder således sin fars tidligere klub i femte spillerunde.

Første brag mellem danskere er der i øvrigt udsigt i tredje spillerunde den 30. august, hvor Tottenham med Christian Eriksen tager imod Liverpool og Daniel Agger på White Hart Lane.

/ritzau/