Schmeichel: Forlængelse med Leicester er en mulighed

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

I øjeblikket ligger den engelske fodboldklub Leicester til direkte oprykning til Premier League.

Kasper Schmeichels klub er på andenpladsen i The Championship, men spørgsmålet er, om den danske landsholdsmålmand overhovedet vil være at finde i klubben, hvis det ender med en oprykning.

Hans kontrakt med Leicester udløber nemlig efter den igangværende sæson.

- Det er ikke et tema at tale med andre klubber i januar, når det er en mulighed, siger Schmeichel, som heller ikke vil afvise en forlængelse af kontrakten med Leicester:

- Jeg er slet ikke afvisende over for noget. Jeg er meget tryg ved situationen. For mig er det vigtigste at spille, og det gør jeg. Og jeg er meget glad for situationen, som den er.

- Klubben og jeg har ikke diskuteret min fremtid endnu. Det er der slet ikke nogen grund til lige nu. Vi skal bare holde momentum i ligaen efter vores gode start.

Spørgsmål: Hvor vigtig er netop denne sæson for din fremtid?

- Sæsonen er ligeså vigtig som alle de andre sæsoner, jeg har spillet. I bund og grund handler det om at få klubben op i Premier League, det handler ikke om mig individuelt.

- Jeg er der for at udføre mit job, og hvis jeg gør det godt, så viser jeg mig selv frem i et godt lys, siger Schmeichel, som tidligere har spillet i Premier League for Manchester City.

I sidste sæson glippede oprykningen i playoff-dysten, hvor nummer tre til seks i ligaen kæmper om den sidste oprykningsbillet til Premier League.

Nu skal det være anderledes, lyder det fra keeperen.

- Vi sigter efter top-2, og vi håber på ikke at skulle spille playoff for at rykke op. Men så simpelt er det ikke. Det er en uhyre svær liga at rykke op fra.

- Der er 46 kampe, der er knald på hele tiden, og det er meget intensivt. Det kræver en god og bred trup, når man spiller så mange kampe på et højt niveau.

Schmeichel er i øjeblikket samlet med landsholdet forud for fredagens venskabskamp i Herning mod Norge.

/ritzau/