Schmeichel har haft travlt siden mesterskab

Skrevet af admin

23/05/2016

Mest læste i dag

Jubelscenerne fra topscorer Jamie Vardys hus gik verden rundt, da Leicester for tre uger siden sensationelt sikrede sig det engelske mesterskab. Det betyder dog ikke, at det hele er gået op i fejring og fest siden da.

Tværtimod, fortæller Kasper Schmeichel, som stadig forsøger at forstå, at mesterskabet er en realitet.

- Jeg ved ikke, om mesterskabet har bundfældet sig. Der har også været kampe, efter vi vandt titlen, og nu er der de her landskampe, så der har hele tiden været noget at koncentrere sig om. Når sæsonen helt er overstået, begynder det forhåbentligt at synke ind, siger Kasper Schmeichel.

Efter mesterskabet matematisk kom i hus, afsluttede Leicester sæsonen med en hjemmekamp mod Everton og en udekamp mod Chelsea. Derefter rejste truppen til Thailand, hvor klubbens ejer, Vichai Srivaddhanaprabh, kommer fra.

Heller ikke der var der så meget tid til at feste, siger Schmeichel, der mandag mødte ind i landsholdslejren i Helsingør.

- Ind imellem fik vi lov til at fejre det lidt i Thailand med nogle middage og sådan noget, men der var en masse forskellige opgaver. Der er mange med andel i vores mesterskab, som er i Thailand, og de fortjener også deres tid.

- Fodboldmæssigt har der ikke været tid til det store i Thailand. Vi var rundt og besøge mange forskellige mennesker, og vi skulle vise pokalen frem for en masse fans, så det var der ikke tid til, siger Kasper Schmeichel.

- Vi har mange gange sluttet sæsonen af i Thailand. Det har været specielt den her gang, men det var det også, da vi vandt The Championship (for to år siden, red.).

- Vi har været rigtig glade for at se den reaktion, som vores ejer og hans familie har modtaget dernede, siger landsholdsmålmanden.

Med mange indtryk i bagagen efter en lang og historisk sæson kunne man måske forvente, at Kasper Schmeichel ville være lidt slidt inden udsigten til en sæsonafslutning med to testkampe ved Kirin Cup i Japan uden point på spil.

Målmanden forsikrer dog, at han er det sted lige nu, som han allerhelst vil være.

- Jeg ville aldeles ikke have ligget på en eller anden badestrand. Jeg elsker at være her med det danske landshold, og jeg elsker at træne. Så jeg vil gerne være klar, når vi skal spille vores to kampe i Japan.

- Sæsonen er ikke slut endnu, for landskampene er en del af sæsonen, så i mit hoved har jeg ikke været på vej på ferie, siger den 29-årige målmand.

Landsholdet spiller mod Bosnien 3. juni, mens vinderen af opgøret mellem Japan og Bulgarien venter 7. juni. Herefter kan Kasper Schmeichel gå på sommerferie.

/ritzau/