Schmeichel ny vært på TV 2

- Tillykke til TV2 med de 25 år idag, og jeg kan med stolthed fortælle at jeg har lavet aftale om at blive stationens fremtidige fodboldvært.

Og det sker allerede i forbindelse med VM-kvalifikationskampen mod Italien den 11. oktober:

- Det er halvandet år siden, jeg sidst har arbejdet i dansk tv, og selv om jeg har lavet tv andre steder, ser jeg frem til at være tilbage i de danske stuer. Jeg glæder mig rigtigt meget til at arbejde sammen med alle de dygtige mennesker på TV 2.

- Jeg kan ikke drømme om et bedre sted at starte end med den meget vigtige kamp mod Italien, og det bliver rigtigt fedt at arbejde med alle de spændende opgaver, der ligger fremover i forbindelse med det danske landshold og VM i Brasilien til næste sommer, siger Peter Schmeichel.

I forsommeren 2012 stoppede han som vært på Champions League-udsendelserne på TV3 , hvor han blev afløst af Jes Dorph-Petersen. I første omgang var den officielle melding, at afskeden skyldtes et ønske om at prøve noget nyt, men senere fortalte han i et interview med Børsen, at han mere eller mindre var blevet hældt ud:

- Man kan måske godt sige, at jeg blev kylet ud. Jeg fik i hvert fald et tilbud, som jeg ikke kunne acceptere, og der blev også sagt ting, der er svære at trække tilbage. Jeg synes, at offentliggørelsen af udskiftningen var respektløs, når man tænker på, at jeg var loyal i otte år, sagde Schmeichel.

Lige så hård, som afskeden med TV3 synes at have været, lige så hjertelig er modtagelsen fra TV 2's sportschef Frederik Lauesen:

- Jeg er enormt glad for, at Peter Schmeichel har sagt ja til at være med på TV 2s hold. Seernes krav til sportsdækningen bliver højere og højere, og sådan skal det være. Seerne vil ikke længere bare underholdes, de vil også blive klogere undervejs. Jeg ser tilknytningen af Peter Schmeichel som et tigerspring i retning mod en endnu højere faglighed i vores dækning

Peter Schmeichel har udover sin optræden som Champions League-vært også lavet Dirty Jobs for Discovery Channel, 1 mod 100, Fangerne på Fortet og Brystgalla for TV3.

Dagens Gossip