Schmeichel: Premier League-status er uden betydning

Fodboldlandstræner Morten Olsen har endnu ikke offentligt meldt ud, om Kasper Schmeichel eller Stephan Andersen er førstevalget for Danmark.

Onsdag aften kan landstræneren ikke længere skjule det. Danmark møder i en testkamp i Odense Tyrkiet, og opgøret er en vigtig forberedelse til søndagens EM-kvalifikationskamp mod Armenien i Telia Parken i København.

Bedømt ud fra tirsdagens afsluttende åbne træning i Helsingør ligner Schmeichel førstevalget, og måske det også giver mening.

Schmeichel er fast keeper i Premier League for Leicester, mens Stephan Andersen huserer i Superligaen for FC København.

Men ovenstående er uden betydning, mener de to duellanter.

- Så havde Morten nok bare meldt ud, at jeg var førstevalg. Så det betyder ikke noget. Stephan har nogle gode kvaliteter, som bidrager til holdet, og derfor er vi tæt på hinanden, så det bliver interessant at se, hvad det ender med, siger Schmeichel, mens konkurrenten tilføjer:

- Sådan kan man ikke sige det. Jeg spiller også europæisk fodbold, som vejer lidt op på det, hvis man skal sammenligne.

- Men det vil være det samme som at sige, at Andreas Bjelland skal spille i stedet for Daniel Agger i forsvaret, fordi Agger nu er i Brøndby, og Bjelland spiller i Holland for Twente, siger FCK-målmanden.

- Jeg synes, at der altid skal være åben kamp om pladserne på landsholdet. Det er ikke givet, at det samme hold skal spille hver gang.

- Det er en lige kamp mellem os to. Kasper har gjort det rigtig fint og er kommet godt fra start i Premier League, men jeg er også kommet fint fra land, så vi må se, hvem der bliver valgt, siger Stephan Andersen.

Schmeichel er enig i den betragtning.

- Det er en meget lige kamp. Vi er to gode målmænd, og vi kæmper hårdt til træning, og så må vi se, hvem der spiller, siger Leicester-spilleren.

Kampen mod Tyrkiet begynder onsdag aften klokken 20. Morten Olsen har varslet, at den målmand, som starter inde, efter planen spiller hele kampen.

/ritzau/

Dagens Gossip