Schmeichel: Skade kan gøre Okore bedre

Jores Okores korsbåndsskade kan ende med at gøre Aston Villa-forsvareren til en endnu bedre fodboldspiller.

Det mener målmandslegenden Peter Schmeichel, der opfordrer den tidligere FC Nordsjælland-spiller til at være positiv, selv om der nu venter op til ni måneders skadespause.

- Når nu ulykken er sket, så skal man finde de positive ting. Han skal grave dybt ind i sig selv og komme ud af det som en meget stærkere fodboldspiller, siger Peter Schmeichel og fortæller, at skaden kan udvikle Okore mentalt.

- Jeg har oplevet fodboldspillere, der har givet op og aldrig er blevet de samme fodboldspillere igen.

- Jeg har også oplevet det modsatte - at spillere er kommet tilbage og er blevet verdensstjerner, siger den tidligere Manchester United-målmand.

Peter Schmeichel mener ikke, at den 21-årige forsvarsspiller skal frygte for sin fremtid i Aston Villa.

- Jores Okore er købt, fordi han er en rigtig god fodboldspiller. Han er enormt talentfuld, han er ung og har hele sin karriere foran sig.

- Der er masser af tid for ham - det skal han ikke være nervøs for. Han er i en rigtig god klub med en virkelig god manager (Paul Lambert, red.).

- Alle kan komme tilbage - det er et spørgsmål om vilje, siger Peter Schmeichel, der mener, at korsbåndsskader er den "ondeste" skade i verden.

- Det tager ni måneder. Du kan ikke gøre det hurtigere end det.

- Men du ligner en, der kan spille igen efter tre måneder, men du er ikke stærk nok. Det er ikke hærdet og groet sammen.

- Det er en frustrerende tid fra tre til ni måneder, hvor du føler og ligner en, der kan spille. Det bliver en meget stor test for ham, mener Peter Schmeichel.

Okore blev skadet i weekenden.

/ritzau/

Dagens Gossip