Schmeichel styrer direkte mod Premier League

Skrevet af admin

11/03/2014

Mest læste i dag

En cirkel kan snart tegnes om Kasper Schmeichels karriere. Han har spillet i den bedste engelske fodboldrække før.

Tirsdag aften kan Leicester og Schmeichel tage endnu et stort skridt mod Premier League i udekampen mod Barnsley.

Det altoverskyggende mål for den danske landsholdskeeper, som i onsdags stod en brandkamp i 0-1-nederlaget til England på Wembley, er at spille på højeste niveau.

- Vi har bygget os en god platform i Leicester, som vi skal bygge videre på.

- Hvis vi spiller, som vi har gjort indtil nu, så rykker vi helt sikkert op. Men det vigtigste i Championship er hårdt arbejde. For hvis man ikke arbejder hårdt, så har man ingen chance i den liga.

- Det skal skinne igennem alt andet. Vi har en god og bred trup med mange forskellige typer. Vi har en god blanding af ungdom og erfaring, som vi måske ikke havde sidste år, siger Schmeichel.

Oprykningen glippede i sidste sæson, men denne gang er Leicester solidt plantet på førstepladsen - 13 point fra nummer tre, Derby, der kan true den direkte oprykning.

- Jeg synes, at vi har en rigtig god balance. Så vi har en rigtig god chance, men vi skal sørge for at holde fokus nu.

- I hver kamp, vi spiller, skal vi sørge for at have den respekt for modstanderen, som kræves. Og vi skal blive ved med at spille så godt, som vi har gjort, siger han.

Schmeichel havde rent faktisk succes i de fleste af de syv Premier League-kampe, han nåede at spille for Manchester City. Den seneste i 2008. Men dengang endte det ikke med guld og grønne skove.

Det blev i stedet til et hav af kampe i de lavere engelske divisioner. I årene i City var han udlejet til mindre klubber som Darlington, Bury, skotske Falkirk, Cardiff og Coventry.

Klubber med stolte traditioner, men langt fra rampelyset i Premier League, som hele tiden var målet for den ambitiøse og hårdtarbejdende keeper.

I 2009 kickstartede Schmeichel karrieren i storsatsende Notts County under den svenske manager Sven-Göran Eriksson, der kendte ham fra City-tiden.

Klubbens dårlige økonomi var årsag til Schmeichels skifte til Leeds allerede året efter, og først i 2011 fandt han lykken i Leicester, som med stormskridt er på vej op i Premier League.

Kampen mellem Leicester og Barnsley går i gang tirsdag aften klokken 20.45.

/ritzau/