Schmeichel undrer sig over Christian Eriksens situation

Peter Schmeichel forstår ikke, hvorfor den danske Tottenham-spiller tilsyneladende skal hæmmes i sit spil for landsholdet.

Den danske fodboldlegende Peter Schmeichel var i London, da Christian Eriksen i weekenden tryllebandt den engelske sportspresse med en temmelig inspireret debut for Tottenham. Og den tidligere Manchester United-målmand er enig med de iagttagere, der så store numre fra den unge landsholdsspiller. Christian Eriksen er sørme helt speciel.

Schmeichel undrer sig derfor over, at Morten Olsen ikke kan få det samme ud af Eriksen, som det har været tilfældet for trænerne i Ajax og tilsyneladende også hos manager André Villas-Boas i Tottenham.

- Jeg tror, der er mange, der måske overser Christians virkelige potentiale, fordi han på landsholdet virker låst i spilsystemet, sagde Peter Schmeichel tirsdag formiddag, da han efter et pressemøde forud for en golfdyst i Helsingør med blandt andre Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen blev spurgt til et par forskellige udviklinger i engelsk fodbold.

- Christian er jo et enormt talent. Jeg talte for nylig med Johan Cruyff, som forklarede mig, at Ajax havde fået megen kritik, efter klubben havde solgt Christian. Men som han sagde: Hvad skal vi gøre? Christian skulle selvfølgelig videre. Den hollandske liga er god. Men det er ikke Premier League eller Bundesligaen. Christians talent havde bare vokset sig større end hollandsk fodbold. Han fik så en fantastisk debut i Premier League, og jeg tror, der er flere klubber, som nu sidder og ærgrer sig over, at de ikke købte ham. Det bliver meget interessant at følge hans videre vej. For nu er forventningerne enorme. Jeg håber virkelig, han klarer det.

Hvad mener du med, at han virker fastlåst på landsholdet?

- Jamen, jeg synes, det virker til, at han ikke kan få den samme rolle, som han havde i Ajax, og som han nu får i Tottenham. Han har ikke samme indflydelse på landsholdet. Jeg synes, det virker til, at han på landsholdet skal løbe meget mere, end hvad sådan en spiller bør løbe. Det er ikke mit indtryk, at han bliver sluppet fri til sit spil. Og jeg synes også, at man i den seneste landskamp så, at han først fandt noget frem, da han efter Michael Krohn-Dehlis indskiftning havde nogen at spille med. Jeg skal ikke sige, at han er låst. Men det virker sådan. Og så er det svært at spille så godt, som han har gjort for sine klubber, forklarede Peter Schmeichel.

Den tidligere topkeeper havde også et par meget forsigtige forventninger til FC København, før de danske mestre tirsdag aften skal i kamp mod Juventus i Parken.

- Man kan ikke have forventninger til FCK på baggrund af de første otte kampe i Superligaen. Det har godt nok været skidt. Der sker selvfølgelig noget med alle fodboldspillere, når de spiller Champions League, og Ståle Solbakken ved, hvad der skal til. Men Champions League er verdens største turnering. Alle fejl bliver straffet. Det virker besværligt for FCK, mente Schmeichel.

Dagens Gossip

Dagens TV