Schöne-genialitet sætter Ajax i gang

Skrevet af admin

08/02/2015

Dagens topnyheder

På et komisk selvmål to minutter før tid vandt Ajax Amsterdam søndagens udekamp mod Go Ahead Eagles fra bunden af Æresdivisionen.

Storklubben sejrede med 2-1, og danske Lasse Schöne havde stor andel i Ajax-føringsmål i første halvleg.

Efter 23 minutter vendte Schöne rundt på en tallerken, da han trillede bolden bag om sig selv med fodsålen og satte tempo mod mål fra midten af banen.

Dermed skabte danskeren en tre mod to situation, og den udnyttede Ajax køligt.

Schöne spillede bolden bredt til Ricardo Kishna, der let fandt holdkammerat Anwar El Ghazi, som fra en fri position få meter fra mål let kunne score.

Det lignede begyndelsen på sikker sejr, og efter 65 minutter var Lasse Schöne selv tæt på at komme på måltavlen. Danskerens flotte frispark blev dog reddet af målmanden, som dirigerede bolden til hjørne.

I stedet udlignede hjemmeholdet med et kvarter igen, da Sjoerd Overgoor på smukkeste vis kanonerede bolden i mål via stolpen fra en position uden for feltet.

Nicolai Boilesen var Ajax-anfører i dagens anledning, men han blev pillet ud med fire minutter tilbage i et forsøg på at få sejren.

I forbindelse med udskiftningen viste Boilesen store aggressioner. Her fik danskeren både et bord og en stol til at flytte sig efter et møde med venstrebackens støvle.

To minutter senere glemte danskeren formentlig alt om sure miner, for her kom Ajax atter foran.

Wesley Verhoek afleverede bolden tilbage til sin målmand Mickey van der Hart, der på mystisk vis ikke ramte bolden, som trillede i mål.

En pinlig og ærgerlig afslutning for hjemmeholdet, der havde ydet Ajax god modstand.

Ajax er nummer to i Æresdivisionen med 12 point op til PSV Eindhoven. Go Ahead Eagles er nummer 15 med tre point ned til nedrykningsstregen.

/ritzau/