Schöne om misset Ajax-mesterskab: Det er forfærdeligt

Skrevet af admin

09/05/2016

Mest læste i dag

Det var en nedtur af dimensioner, da den hollandske fodboldklub Ajax søndag smed et tilsyneladende sikkert mesterskab væk i sidste spillerunde.

Danskerklubben skulle bare vinde udekampen mod bundholdet De Graafschap for at blive mester på en bedre målscore end PSV Eindhoven, men kampen endte 1-1.

Dermed endte PSV med at tage titlen for andet år i træk.

- Det er forfærdeligt. Det har jo været en sæson, der er gået lidt op og ned, men vi havde alle muligheder for at vinde det mesterskab, og så smider vi det til sidst. Det er simpelthen ikke godt nok, siger Ajax-spilleren Lasse Schöne til TV2 Sport.

Han måtte nøjes med at sidde på bænken mod De Graafschap, der intet havde at spille for.

Allerede før kampen lå det fast, at klubben skal spille playoffkampe om at undgå nedrykning fra Æresdivisionen.

Ajax' spillerbus var allerede blevet udstyret med et mærkat, der fortalte, at klubben var blevet mestre.

- Det er jo en kæmpe skuffelse, at vi ikke kan leve op til de mange forventninger. Vi troede ikke, det kunne gå galt. Det kunne det jo så godt, siger Lasse Schöne.

- Det er et kæmpe antiklimaks. Folk sad i omklædningsrummet og kiggede tomt ud i luften, siger han.

PSV endte med at vinde Æresdivisionen med 84 point for 34 kampe.

Ajax blev nummer to med 82 point.

/ritzau/