Schöne scorer i Ajax-sejr

Skrevet af admin

15/12/2013

Dagens topnyheder

Lasse Schöne scorede første mål, da Ajax spillede sig op på førstepladsen med sejr på 2-1 over Cambuur i den bedste hollandske fodboldrække søndag.

Schöne modtog bolden inde foran mål fra Davy Klaassen og udnyttede afleveringen til scoring trods Cambuur-dominans tidligt i kampen.

Lucas Andersen var den eneste af Amsterdam-klubbens øvrige danskere, som var i startopstillingen, og Andersen blev afløst af Viktor Fischer med knapt 20 minutter tilbage.

Seks minutter før slutfløjt kom også Christian Poulsen på banen som afløser for Ruben Ligeon.

På det tidspunkt havde Cambuurs Michiel Hemmen netop udlignet til 1-1.

Viktor Fischer var tæt på at score sejrsmålet i slutminutterne, men Ajax fik en chance mere, og den udnyttede Davy Klaassen ved at score til 2-1.

Danske Oliver Feldballe sad på bænken for Cambuur, som er næstsidst i Æresdivisionen. Ajax er nummer et med 34 point for 17 kampe. Samme pointtal har Vitesse, mens Andreas Bjellands FC Twente har et point færre. Begge hold har også spillet 17 kampe.

/ritzau/