Schöne-scoring hjælper Ajax til sejr

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

Det holdt hårdt, men Ajax fik den ventede sejr på hjemmebane mod Groningen torsdag aften. Cifrene lød 2-1, og kampens to danske islæt, Lasse Schöne og Christian Poulsen, fik begge afgørende indflydelse.

Amsterdam-klubben styrede kampen, havde mange chancer, men måtte frem til slutfasen, inden sejrsmålet faldt.

Ajax kom bedst fra start på hjemmebane, hvilket udmøntede sig i åbningsscoringen efter 28 minutter.

Spanske Bojan fremtvang et lidt tvivlsomt straffespark på kanten af feltet, og den eneste dansker i startopstillingen, Lasse Schöne, omsatte det sikkert til 1-0.

Danskeren var blandt de mest fremtrædende inden pausen, hvor han også ramte overliggeren. Også Bojan havde flere gode chancer, men det var i stedet udeholdet, der sikrede uafgjort ved pausen.

Serberen Filip Kostic tog chancen et par meter uden for straffesparksfeltet og kunne se bolden stryge ind bag Kenneth Vermeer til 1-1 efter 41 minutter.

Christian Poulsen blev skiftet ind midt i anden halvleg på et tidspunkt, hvor Ajax pressede for føring, og blandt andet sparkede Kolbeinn Sigthórsson på stolpen.

Otte minutter før tid havde Sigthórsson større succes, da han i fri position headede et indlæg fra Christian Poulsen i mål til 2-1.

Med sejren er Ajax fortsat på vej mod sit fjerde mesterskab på stribe. Holdet fører Æresdivisionen med fire point ned til Twente, der dog har spillet en kamp færre.

/ritzau/