Schumachers hustru: Lad os være i fred

Skrevet af admin

07/01/2014

Mest læste i dag

Den tidligere Formel 1-stjerne Michael Schumachers familie skal have ro til at koncentrere sig om den hårdt kvæstede mand. Det samme skal lægerne på hospitalet i Grenoble.

Michael Schumachers hustru er derfor trådt frem i medierne med en bøn om, at pressen holder sig væk fra hospitalet og i det hele taget undlader at kontakte familien.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

- Det er vigtigt for mig, at I lader lægerne og sygehuset være således, at de kan arbejde i ro og fred. Hav venligst tillid til lægernes udmeldinger og forlad klinikken. Lad også venligst vores familie være.

Sådan skriver Corinna Schumacher i en meddelelse, som Michael Schumachers manager Sabine Kehm offentliggjorde tirsdag.

Michael Schumacher blev alvorligt kvæstet i en skiulykke ved den franske by Meribel den 29. december, og hans skiulykke har medført en enorm interesse fra medierne, der nærmest har belejret hospitalet i Grenoble.

Siden ulykken er Michael Schumacher blevet opereret i hovedet et par gange og bliver holdt i kunstigt koma.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP meddelte en kilde tæt på familien mandag, at Schumacher oplever en lille fremgang i sin tilstand.

Den tyske avis Bild skriver tirsdag, at der ifølge cheflæge Jean-Francois Payen ikke længere er fare for Michael Schumachers liv. Heller ikke selv om der kan komme små tilbageskridt de nærmeste dage.

På hospitalet i Grenoble har lægerne for få dage siden meddelt, at de af hensyn til Michael Schumachers privatliv, ikke længere vil orientere pressen om hans tilstand.

/ritzau/