Schumachers vinderbil skal på auktion

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Folk med en håndfuld millioner i overskud og en Formel 1-kører i maven har god grund til at vende blikket mod London 1. december.

Her sætter den mangeårige tyske Formel 1-stjerne Michael Schumacher nemlig den racer til salg, han kørte i, da han vandt sit første VM i motorsportens mest prestigefyldte klasse. Det skete, da han kørte for Benetton i 1994.

Bilen kommer under hammeren i auktionshuset Bonhams, og arrangørerne beskriver den ifølge nyhedsbureauet dpa som "i perfekt kørestand efter mere end to års omhyggelig restaurering".

Bonhams giver ikke nogen indikation af, hvad det hurtige køretøj skal koste, men eksperter vurderer, at det kan erhverves for en pris i omegnen af en million dollar, svarende til 5,5 millioner danske kroner.

Men så får den kommende ejer også en testkørsel på banen i Ronda i Spanien, hvor bilen i øjeblikket er parkeret.

Michael Schumacher, der stoppede karrieren efter sidste sæson, vandt i alt syv Formel 1-verdensmesterskaber, hvilket er rekord.

/ritzau/