Schur: DONG gjorde ret i at fyre Eldrup

En voldgiftssag om fyringen af Anders Eldrup fra posten som topchef i DONG Energy bliver fejret som en sejr fra flere sider.

Hovedpersonen selv er glad for oprejsningen og godtgørelsen. Hans faglige organisation DJØF er glade for, at topchefer ikke skal finde sig i at blive smidt på porten uden mulighed for at forsvare sig.

Og nu melder DONGs bestyrelsesformand Fritz Schur sig på banen blandt selverklærede vindere i sagen: »Vi er tilfredse med, at Voldgiften klart slår fast, at der var tale om et fejlskøn fra Anders Eldrups side, og at han burde have orienteret bestyrelsen om de helt særlige lønforhold, han havde tildelt fire nøglemedarbejdere i DONG,« siger Fritz Schur.

En række specialister i DONG havde under Anders Eldrup forhandlet sig frem til særdeles attraktive lønpakker, som han ikke fandt anledning til at orientere bestyrelsen om.

»For DONG Energys bestyrelse handler denne sag grundlæggende om, at vi mistede tilliden til Anders Eldrup som administrerende direktør, fordi han ikke fuldt ud orienterede os om vigtige forhold i virksomheden. Det er helt afgørende for en bestyrelse, at den tillid er til stede - ellers kan man ikke samarbejde. Voldgiftsretten siger entydigt, at Anders Eldrup burde have orienteret om de særlige lønninger, og at det derfor ikke kan kritiseres, at bestyrelsen mistede tilliden til ham som leder,« siger Fritz Schur.

Han mener, at voldgiften er nået frem til en salomonisk løsning.

»Når bestyrelsen besluttede ikke at udbetale fratrædelsesgodtgørelse på knap 9 millioner kroner, var det fordi, både Norrbom-Vinding og Kammeradvokaten begge konkluderede, at Ander Eldrup have misligholdt sin kontrakt og derfor ikke var berettiget til pengene. To så klare anbefalinger fra advokater, kan bestyrelsen ikke overhøre - det vil ikke være en rimelig måde at bruge et statsligt selskabs penge på. Nu har voldgiftsretten så konkluderet, at Eldrup skal have sin fulde fratrædelse - og det tager vi så naturligvis til efterretning,« lyder det fra DONGs bestyrelsesformand Fritz Schur.

Dagens Gossip