Schwarzenegger peger på underdoggen Kasich som præsident

Skrevet af admin

07/03/2016

Dagens topnyheder

Mange troede, at valgkampen var ved at være forbi for Ohios guvernør, John Kasich, der er sakket langt bagud i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Men nu får guvernøren tiltrængt hjælp fra den aldrende actionhelt Arnold Schwarzenegger, der er en særdeles vellidt skikkelse hos mange republikanere.

Omfavnelsen sker på det sociale medie Snapchat, hvor Schwarzenegger har optaget en kort video.

- Jeg ønsker John Kasich som Republikanernes kandidat til at blive den næste præsident i USA, siger Schwarzenegger, der efterfølgende drejer telefonen, så den filmer John Kasich.

- Her er han, siger Arnold Schwarzenegger.

- Tak Arnold, jeg elsker dig mand, siger Kasich på videoen.

Den tidligere "Terminator"-skuespiller skal også føre kampagne med Kasich søndag.

Støtten kommer i sidste øjeblik for John Kasich, der står over for store prøvelser den næste uges tid.

Her vil der først være primærvalg i staten Michigan, efterfulgt af Kasichs hjemstat, Ohio, hvor der er hele 66 delegerede til vinderen.

Hvis Kasich ikke vinder væsentligt terræn på sine modstandere der, vurderer mange, at han må droppe ud af løbet.

Kasich har blot 37 delegerede og ligger dermed langt efter milliardæren Donald Trump, der har hele 384 delegerede. Texas-senator Ted Cruz har 300 og Florida-senator Marco Rubio 128. Det kræver 1237 delegerede at blive nomineret til præsidentkandidat.

Schwarzenegger sad selv som republikansk guvernør i delstaten Californien fra 2003 til 2011.

Han har gjort sig populær blandt moderate republikanere ved blandt andet at kæmpe for klimaet.

/ritzau/