Schweiz udleverer bosnier anklaget for krigsforbrydelser

Skrevet af admin

25/06/2015

Dagens topnyheder

Schweiz har besluttet at udlevere den bosniske kommandant Naser Oric til Bosnien Hercegovina. Og ikke til Serbien, hvor han også var ønsket.

Den tidligere general undersøges for anklager om krigsforbrydelser begge steder.

Naser Oric har indvilliget i at blive udleveret til Bosnien, skriver netmediet Balkan Insight.

Den serbiske regering begærede i sidste uge Schweiz om at udlevere Oric, der under den bosniske krig fra 1992 til 1995 var de bosniske muslimers kommandant i Srebrenica-området i den østlige del af Bosnien.

Beograds ønske om at få Oric udleveret kommer få uger inden 20 års markeringen af massakren i Srebrenica, da bosnisk-serbiske styrker slagtede flere end 8000 muslimer i juli 1995.

Anholdelsen af ham 10. juni i Geneve har udløst vrede i Bosnien og har tvunget Serbiens præsident, Tomislav Nicolic, til at aflyse et besøg i den tidligere jugoslaviske republik.

Serbien beskylder Oric og fire andre personer for at have begået krigsforbrydelser i juli 1992 i Zalazje, tæt på Sarajevo, hvor ni etniske serbere blev dræbt.

Oric blev i 2007 idømt to års fængsel ved FN-domstolen for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien for som øverstkommanderende ikke at have gjort sin pligt og forhindret drab på og mishandling af serbiske fanger i Srebrenica.

I 2008 blev han af rettens appelinstans frikendt for alle anklager på grund af utilstrækkelige beviser. Serbien udsendte i 2014 en anholdelsesbegæring på ham.

I årene 1992 til 1995 satte krigen i Bosnien serbere, støttet af styret i Beograd, op mod muslimer og kroater. I juli 1995 dræbte de serbiske styrker tusindvis af mænd og drenge i den FN-beskyttede by Srebrenica i Bosnien.

De bosnisk-serbiske politiske og militære ledere i krigsårene, Radovan Karadzic og Ratko Mladic, er fortsat for retten med tiltaler, der omfatter folkedrab.

/ritzau/