Schweizisk OL-guldvinder er suspenderet for doping

Skrevet af admin

22/07/2015

Dagens topnyheder

OL-guldvinderen i ridebanespringning Steve Guerdat er blevet suspenderet.

Det oplyser det internationale rideforbund (FEI) på sin hjemmeside.

Årsagen er, at to af schweizerens heste er blevet testet positive i en dopingkontrol, der fandt sted i maj.

Den ene af hestene er Nino des Buissonnets, som Steve Guerdat red til sejr i den individuelle konkurrence i ridebanespringning ved OL i London for tre år siden.

Den 33-årige schweizer er suspenderet, mens sagen efterforskes.

Nino des Buissonnets og den anden hest, Nasa, er udelukket fra den 20. juli og to måneder frem.

Det internationale rideforbund oplyser, at det er muligt, at de positive dopingtest kan skyldes, at hestene har spist forurenet mad.

Forbundet vil nu undersøge sagen nærmere.

/ritzau/