Schweizisk selskab hyrer 40 specialister fra OW Bunker

Skrevet af admin

15/12/2014

Mest læste i dag

Det schweiziske firma Mercuria ansætter flere end 40 tidligere ansatte fra den danske olievirksomhed OW Bunker, der blev ramt af en konkurs.

De 40 personer, der nu får job over hele verden, er specialister i skibsbrændstof, skriver energi- og råvarehandelsselskabet Mercuria i en pressemeddelelse.

- Dette er en naturlig udvidelse af vores robuste infrastruktur inden for handel med brændselsolie, siger Magid Shenouda, der er chef for handel for Mercuria.

- Ved at tilføje disse dygtige fagfolk til vores rækker bygger vi videre på Mercurias færdigheder, siger han videre.

Virksomheden skriver ikke noget om nationaliteten på de nyansatte.

For at gøre plads til de flere end 40 nye medarbejdere åbner Mercuria kontorer i Korea, Grækenland og Japan og tilføjer nogle af medarbejderne til eksisterende kontorer i Houston og Genève.

Dermed forsøger virksomheden at udvide sin forretningsmodel, og de mange specialister får ansvar for at levere skibsbrændstof.

OW Bunker med hovedsæde i Nørresundby indgav 7. november en konkursbegæring efter en periode med to nedjusteringer og en påstået svindelsag.

OW kollapsede med et tab på 1,6 milliarder kroner, mens 600 ansatte mistede jobbet.

Sidste år havde Mercuria en omsætning på 112 milliarder dollar (omkring 670 milliarder kroner). Virksomheden fokuserer på handel med forskellige former for brændstof og er et af verdens største inden for sit felt.

/ritzau/