Schweizisk togfører formodes omkommet efter togulykke

De fem personer, der var alvorligt kvæstede, blev efter ulykken hastet til et nærliggende hospital i helikoptere og ambulancer. De meldes som uden for livsfare, skriver nyhedsbureuaet AFP.

Natten til tirsdag arbejde redningsfolk fortsat på at få en af togførerne ud af det smadrede tog. Politiets talsmand Jean-Christophe Sauterel fortæller AFP, at specialudstyr blev bragt til stedet i et forsøg på at få adgang til det knuste førerhus. Schweiziske medier rapporterer, at togføreren formodes omkommet, hvilket dog ikke er officielt bekræftet.

Togulykken kunne have været endnu værre, hvis der ikke havde været tale om netop den type tog, der var impliceret i ulykken, siger polititalsmand Jean-Christophe Sauterel:

»Der er tale om regionaltog. Hastighederne er lidt lavere, og selv om vi dybt beklager det sandsynlige tab af et menneskeliv, såvel som fem alvorlige skader, kunne situationen have været langt mere katastrofal,« siger han til Reuters.

Ulykken skete i Granges-pres-Marnand, hvor det ene tog var på vej til Lausanne, mens det andet tog var på vej fra samme by, siger embedsmænd til nyhedsbureauet AFP.

I alt 46 passagerer var om bord på togene på ulykkestidspunktet, og de var alle schweiziske, oplyser politiet.

26 af passagererne blev bragt på hospitalet efter ulykken, mens folk med mindre skader blev behandlet på stedet af redningsfolk og frivillige læger.

Politiets eksperter og medlemmer af den schweiziske havariundersøgelsesmyndighed SESA var efter ulykken på stedet for at undersøge årsagen til ulykken, der endnu er uklar.

Mandagens sammenstød fandt sted på et af de mest sikre jernbanenet i Europa, og det kommer i kølvandet på sidste uges tragedie i den spanske by Santiago de Compostela, hvor 79 personer mistede livet i en togulykke, samt en anden nylig togulykke i nærheden af Paris, hvor syv personer døde.

BNB

Dagens Gossip