Scioli vinder første runde af Argentinas præsidentvalg

Skrevet af admin

25/10/2015

Mest læste i dag

Der skal efter alt at dømme en ny valgrunde til efter første runde af præsidentvalget søndag i Argentina.

Med to tredjedele af stemmerne talt op står den konservative Mauricio Macri overraskende til at få 36 procent af stemmerne, mens favoritten og regeringskandidaten, Daniel Scioli, kun får 35 procent af stemmerne.

Det foreløbige resultat går i den modsatte retning af valgstedsmålingerne og meningsmålingerne, hvor Scioli har ført.

For at vinde i første valgrunde kræver det mindst 45 procent af stemmerne eller 40 procent af stemmerne med en margin ned til nærmeste modstander på 10 procentpoint.

Scioli, der er guvernør i Buenos Aires, er udset som afløseren til det såkaldte Kirchner-dynasti.

Det er ægteparret Nestor og Christina Kirchner, der med hård hånd har regeret Argentina de seneste 12 år. Nestor Kirchner døde i 2010 og blev afløst som præsident af sin kone.

De har begge været stærkt omstridte både internt i Argentina og i forhold til omverdenen og de internationale banker.

Ægteparrets politik var venstrepopulistisk og byggede på handelsprotektionisme og lovning på mere velfærd.

Scioli, der var en ihærdig sejler med hurtiggående speedbåde og i 1989 mistede en arm under et race, var Nestor Kirchners vicepræsident fra 2003 til 2007.

Han har lovet at beskytte "kirchnerismen", men han har samtidig også lovet en ny stil for at tiltrække flere investeringer til Argentina og øge produktiviteten i landet.

Macri på sin side siger, at han som præsident øjeblikkeligt vil gøre op med Kirchner-ægteparrets enerådige økonomiske politik og fjendtlige forhold til omverdenen.

En tredje kandidat, Sergio Massa, skal nu beslutte, om han vil kaste sin støtte i retning af enten Scioli eller Macri.

Anden runde af præsidentvalget findes sted 22. november.

/ritzau/AFP