Scolari: Neymars skade giver ekstra motivation

Skrevet af admin

08/07/2014

Mest læste i dag

Der er et hårdt slag for Brasiliens VM-chancer, at Neymar ikke kan være med mere i turneringen, men den brasilianske landstræner vil bruge superstjernens uheld som ekstra motivation til sit landshold.

For Neymar var med sit storspil en af de bærende kræfter på vej mod semifinalen, og nu skal holdkammeraterne kvittere for hans store forarbejde ved at slå Tyskland i semifinalen tirsdag aften, siger Luiz Felipe Scolari.

- Jeg mener, at den ekstra motivation, vi i forvejen har til hver kamp, har fået yderligere et nøk i vejret, siger han om slutrunden på hjemmebane.

- Den måde, som Neymar talte til spillerne på bagefter, fik dem til at forstå, at han havde gjort sin del, og at det nu er andres tur: Jeg selv, de øvrige spillere, hele det brasilianske folk. Denne kamp er meget vigtig. Den kan bringe os i finalen.

- Vi spiller for vores land, og det er alt, hvad vi har drømt om, men vi spiller også for Neymar, lyder det fra landstræneren.

Foruden Neymar, der brækkede en ryghvirvel i kvartfinalen mod Colombia, må Scolari klare sig uden anføreren Thiago Silva, der har karantæne efter to advarsler.

Men den erfarne landstræner har udtænkt en plan for, hvordan hans mandskab skal erstatte de to nøglespillere.

- Det var ikke nemt, men jeg har mit hold på plads. Jeg har en fantastisk trup, siger Luiz Felipe Scolari.

Han stod også i spidsen for det brasilianske landshold i Brasiliens hidtil eneste VM-møde med Tyskland - i finalen ved slutrunden i Japan og Sydkorea i 2002. Ved den lejlighed vandt Scolari og Brasilien med 2-0.

/ritzau/AFP