Scolari: Nu er Brasilien tre sejre fra himlen

Skrevet af admin

29/06/2014

Mest læste i dag

Brasilien er tre skridt fra at holde løftet om at blive verdensmestre i fodbold på hjemmebane, lyder det fra landstræner Luiz Felipe Scolari efter sejren over Chile i 1/8-finalen.

- Vi har påtaget os en mission om, at vi skal blive mestre. Hvis du lover noget, må du også leve op til det. Det er, hvad spillerne er i færd med, siger Scolari.

- Der er tre kampe endnu, før vi kan se, om vi kan nå himlen, tilføjer han.

Brasilien måtte hele vejen i straffesparkskonkurrence, før pladsen i kvartfinalen blev sikret. Den ordinære spilletid endte 1-1, det samme var stillingen efter den forlængede spilletid, mens Brasilien vandt med 3-2 fra 11-meter-pletten.

Scolari roser de stærkt spillende chilenere, der var tæt på at afgøre sejren i sidste minut med et skud på overliggeren. Brasilien må til gengæld sørge for at løfte spillet, hvis holdet skal kunne nå VM-drømmen, mener landstræneren.

- Sværhedsgraden eskalerer kamp for kamp.

- Hvis du ikke kan udnytte en, to eller tre chancer, som vi ikke kunne i dag, så kommer du måske til at betale prisen for det og ryge ud, advarer Scolari og retter kritik mod forvirringen mellem Hulk og Marcelo, der førte til Chiles udligning i første halvleg.

På international niveau er den form for spil uacceptabelt, mener Scolari, der til gengæld roser sin unge stjerne Neymar. Den 22-årige Barcelona-spiller var blandt målscorerne i straffesparkskonkurrencen.

- Han er moden. Han har været klar, siden han var 17 eller 18 år. Han er en simpel spiller, og han kan lide at spille fodbold. Han tager et straffe, som om han spiller med venner, siger Scolari.

Neymar har dog brug for et par dage til at sunde sig, efter at han blev sparket på låret i løbet af kampen.

Brasilien møder Colombia i kvartfinalen på fredag.

/ritzau/Reuters